Bryllup
Vejledning (ikke til et lykkeligt ægteskab, men) til den kirkelige handling.
Brudgommen ankommer sammen med sin far eller sin forlover til kirken mindst
20 minutter før højtideligheden. I kirkens kor er der placeret fire stole.To
stole i højre side. To stole i venstre side. Brudgommen og dennes far eller
forlover sætter sig på stolene i højre side. Gommen nærmest alteret.
Bruden ankommer til kirken med den person, der skal føre hende op til
brudgommen. Den gamle uvane, med at bruden kommer for sent til brylluppet, er
afskaffet! Præcis på klokkeslettet for bryluppet åbnes døren ind til kirken,
orglet sætter i med et præludium (forspil), bryllupsgæsterne rejser sig, og
bruden føres ind i kirken. Den person, der fører bruden, har hende på sin
venstre side. Oppe i koret sætter bruden og hendes "fører" sig på
stolene i venstre side. Brud nærmest alter.
Det ville være smukt hvis gommen, når bruden når op til koret, modtager
hende og høfligt hjælper hende på plads. Alle tager herfter plads. Afvendt
ikke orgelmusikkens ophør.
Præsten vender sig om og kommer med en velkomsthilsen. Den lyder:
"Nåde være med jer og fred fra Gud vor Far og Herren Jesus Kristus".
Det er kirkens måde at byde velkommen på.
Herefter vender præsten sig om mod alteret. Nu vil han, på alles vegne,
bede en bøn til Gud for brudeparret. En sådan bøn kaldes en kollekt
(fællesbøn).
Herefter vender præsten sig igen. Nu læser han bryllupsordet, der er taget
fra Bibelen, til brudeparret. Hvergang der læses fra Bibelen, rejser alle i
kirken sig. Også brudeparret.
Efter læsningen følger 1. salme.
Så kommer vielsestalen. Efter denne tale nikker præsten til brudeparret,
som nu træder frem foran alteret. I samme øjeblik de gør det, sætter brudens
"fører" sig over på gommens plads i højre side. Brudeparret står
nu placeret lige ved siden af hinanden, men sådan at gommen stadig er i kirkens
højre - og bruden i kirkens venstre side.
Herefter kommer tilspørgelsen, der lyder sådan:
"Så spørger jeg dig N.N. (gommens navn): Vil du have N.N. (brudens
navn), som hos dig står, til ægtehustru? - JA. Vil du elske og ære hende, og
leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil
tilskikke jer, som ægtemand bør leve med sin hustru, indtil døden skiller jer
ad - JA. Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn) vil du have N.N. som
hos dig står til ægtemand? - JA.
Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad
lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin
ægtemand, indtil døden skiller jer ad? JA. Så giv hinanden højre hånd
derpå!"
Efter tilspørgslen kan der udveksles ringe. Efter ringeudvekslingen siger
præsten: "Så giv hinanden højre hånd derpå." Brudeparret griber
hinandens højre hånd, præsten lægger sin hånd ovenpå, og der følger nogle
citater fra Bibelen om ægteskabet.
Tilsidst beder præsten brudeparret om at knæle, og den kirkelige
velsignelse af ægteskabet finder sted. Når præsten har bedt Fadervor, rejser
brudeparret sig igen. Bruden kan nu, hvis hun har slør på, løfte det. På
dette tidspunkt forventer alle bryllupsgæsterne, at se gommen kysse sin brud.
Brudeparret sætter sig nu på de to stole i venstre side. Gommen nærmest
alter.
2. salme kommer nu.
Efter 2. salme beder præsten endnu engang en kollekt, en fællesbøn, på
alles vegne, for brudeparrets kommende ægteskab.
Derefter vender han sig mod brudeparret og gæsterne og lyser den aronitiske
velsignelse. Da denne også er et direkte citat fra Biblenen, rejser alle sig
op, idet de hører præsten sige: "Modtag alle Herrens velsignelse".
Efter velsignelsen følger 3. salme.
Når denne salme er klinget ud, går præsten ned og lykønsker brudeparret.
Herefter sætter postludiet (orglets efterspil) igang, og brudeparret går
langsomt ud af kirken, sådan at gommen har sin brud på sin højre hånd.
- Omstående anvisninger er ikke lovparagraffer. Men kun en kort gennemgang
af, hvordan et bryllup kan forløbe. Spontane afvigelser og forglemmelser hilses
med et smil.
- I tilfælde af barnedåb i forbindelse med bryluppet placeres dåben efter
den 2. salme, og der synges efter dåben et kort dåbsvers. Salme 488 v. 2.
- Vil brudeparret selv føre hinanden op, kan det også lade sig gøre.
- Pyntning af kirken og udgifterne til denne pyntning aftales med kirkens
graver.
- Salmer og orgelmusik aftales med præsten.
Klik her og hent organist Anders Danmans
calypsomelodi til "Det er så yndigt at følges ad"