Dåben
Ved dåbshandlingen deltager dåbsgæsterne naturligvis fra gudstjenestens
begyndelse. Men forældrene og gudmoderen/gudfaderen kan vælge, om de vil være
tilstede i kirken med barnet fra gudstjenestens start, eller om de ønsker at
møde op efter prædiken, som de fleste foretrækker.
Vælger man først at komme efter prædiken, skal man ved morgengudstjenesten
kl. 9.00 være tilstede i våbenhuset senest kl.9.20. Er det ved højmessen kl.
10.30, skal man være i våbenhuset kl. 10.50. Efter prædiken åbner graveren
døren ind til kirken. Menigheden rejser sig, og barnet bliver båret ind i
kirken, mens salme 99 v. 1.6 og 8 bliver sunget.
Præsten overrækker faderen/moderen et dåbslys, som ikke kun skal brænde
ved barnets dåb, men som også kan tændes hvert år på barnets
dåbsdag.Samtidig beder præsten fadderne og de små børn i kirken om at komme
op til døbefonden.
Bedsteforældrene og oldeforældrene er også velkomne! Resten af menigheden
sætter sig.
Når alle er samlet omkring døbefonden, indleder præsten med en lovprisning
af Gud.
Herefter beder præsten en bøn på sine egne og menighedens vegne til Gud.
En sådan bøn kaldes en kollekt. Blandt andet beder han i denne bøn Gud om at
tage imod barnet, som nu skal døbes.
Så følger nogle læsninger fra Det Nye Testamente. Da man altid rejser
sig , når der bliver læst i Bibelen, rejser man sig altså op nu, når
præsten siger: "Således taler vor Herre Jesus Kristus."
De første ord, der bliver læst, kaldes dåbs og missionsbefalinger. De
handler om en opgave, vi mennesker er blevet pålagt af Gud. Nemlig at gøre
mennesker kristne ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
De andre ord handler om Jesus forhold til de små børn. Selv om børnene er
små og magtesløse og slet intet ved om kristendommen, så tager Jesus dem til
sig.
Umidelbart før dåben gør præsten med hånden korsets tegn over barnets
ansigt og bryst. Korsets tegn er et kærlighedssymbol og fortæller om Guds
kærlighed til barnet.
Præsten spørger om barnets navn og siger derefter: "Forsager du
Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?" Gudmoderen eller
gudfaderen svarer: "Ja". Tror du på Gud Fader, den almægtige
Himmelens og jordens skaber? Gudmoderen eller gudfaderen svarer: "Ja."
"Tror du på JesusKristus, hans enbårne Søn, Vor Herre, som er undfanget
ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredie dag opstanden
fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges
højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde?"
Gudmoderen eller gudfaderen svarer "Ja." "Tror du på
Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes
forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv?" Gudmoderen eller
gudfaderen svarer: "Ja."
"Vil du døbes på denne tro?" Gudmoderen eller gudfaderen svarer
"Ja."
Herefter hælder præsten tre håndfulde vand over barnets hoved og siger
samtidig: "N.N. Jeg døber dig i Faderens, og Sønnens og Helligåndens
navn. Amen."
Lige efter dåben bedes så en bøn om, at Guds kærlighed altid må være
med den døbte. Denne bøn følges af Fadervor, som alle i kirken beder med på.
Efter denne bøn sætter man sig ned igen, undtagen forældrene,
gudmoderen/gudfaderen og fadderne.
Nu følger faddertiltalen. Ved dåben er barnets forældre og familie samt
faddere tilstede. Deres opgave er at bevidne, at dåben er foregået på den
rette måde. Men de har endnu en betydningsfuld opgave. Ligesom forældrene nu
efter dåben skal opdrage deres barn i den kristne tro, sådan skal fadderne og
gudmoderen og gudfaderen, hvis der skulle ske forældrene noget, sørge for at
fortælle barnet om den kristne tro. Ja, i det hele taget stå barnet nær med
hjælp og vejledning.
Efter faddertiltalen tager fadderne og forældrene plads. Forældrene sætter
sig på stolene foran døbefonden.
Herefter synges salme 488 v. 2 eller en anden dåbssalme. Når gudstjenesten
er forbi og postludiet (efterspillet på orglet) er begyndt, går
gudmoderen/gudfaderen og forældrene med barnet, som de første, ud af kirken.
Ligesom menigheden rejste sig, da barnet blev båret ind, rejser de sig igen,
når barnet bliver båret ud.
I våbenhuset overrækker præsten nu dåbsattesten samt en pamflet med
faddernes navne til forældrene.
Praktiske oplysninge:
Ordet fadder betyder: Åndelig medfader.Fadderne skal være døbt og mindst i
konfirrmationsalderen. Der skal være mindst tre og højst fem.
Ved dåben bliver man medlem af Den Danske Folkekirke og har ret til at
deltage i menighedslivet og til at få udført kirkelige handlinger, dåb,
konfirmation, vielse og begravelse samt til at benytte sognepræsten som
sjælesørger.
Hvis et barn bliver navngivet uden dåb, er der intet, der udelukker at dåb
kan finde sted senere hen.